10.02.2016 - Skrevet under Afrikas stjernehimmel. 

1)
Hvad vil du se?
Hvad vil du nå?
Hvor langt tør du lyse?
Hvor langt tør du gå?

2)
Du må træffe et valg.
Du må tage et skridt!
Tag ordet i munden,
Valget er dit!

3)
Har du lyst til at leve?
Lyst til at se?
Tør du tage en chance?
At satse på det? 

4)
Giv dig tid til at lyse.
Tid til at le!
Tag livet i hånden.
Lys vej frem med det!

5)
Glæden er fri.
Ansvaret dit!
Giv slip på din smerte.
Tag så et skridt ♥️

23.02.19

Hvor end du går,
Hvor langt du end når.
Er du nødt til at tro,
Mens du bygger din bro. 

09.11.24

Overmalet af unødvendige bekymringer maler vi forhastet videre..
Alt imens vi glemmer hvorfor de kom her, hvorfor vi så længselsfyldt efterlyste dem.
BØRNENE!

De kommer her for at hjælpe os, for at lade os genfinde glæden, letheden og kærligheden.
Kærligheden til det simple.
Kærligheden til hinanden.

Det er tid til at lægge penslen.
Træd et skridt tilbage og ræk penslen til børnene.

Lad maleriet folde sig ud i stedet for hele tiden, at male det over med unødvendige bekymringer. Bekymringer vi har påtaget os for at virke voksne.

Lad os vokse med børnenes lys og lethed🌱

06.04.2020

Længe har de stået forrest, beskyttet os når det gjaldt.
Skudt om nødvendigt, taget slaget når kuglerne fald. 

Vist hvordan alting går, uanset hvad klokken slår. 

De har set mere end vi aner, afværget mere end vi forstår.
Vist at man kan rejse sig, selv når verden synes allermest hård. 

De store kanoner har trådt sine skridt, tiden er kommet - de går hver til sit. 

De har lært os at holde sammen og stå på egne ben.
Lært os at vokse, lært os at se. Men vigtigst af alt, at leve med respekt for livets passé.

Dere vagt er ovre - de er gået i seng. 

De har trukket læsset længe, vist deres vej. Det er tid til vagtskifte, om vi vil det eller ej.
Vi er de nye kanoner, vagten er vores - det er tid til at vokse

Buler vil komme, store som små. Men husk fra "De store kanoner" - livet går aldrig i stå ♥️

02.12.24
Vi var de  børn der voksede i flok - vi forsøgte alle at gøre det godt. 

Så forskellige og alligevel ens, skulle vi alle lære at stå på vores ben. 

Drømmen er, at alle har det godt - men for nogle blev livet barskt og råt.

Vi var de børn der famlede i blinde - de voksne ligeså. 

Ingen vidste hvor vi en dag ville ende. Hvor i livet blev vi at finde?

Med livet for vores fødder, måtte vi prøve at gå.

Nogle faldt og slog sig hårdt - rejste sig op og besteg noget stort. 

Andre fløj højt og slog sig ned - landede på ukendt grund et fremmed sted. 

Lige veje og snørklede stier. Ingen ved helt hvad livet det bliver. 

Nu er vi de voksne der famler i blinde. I hvilket liv bliver vore børn at finde?

Så meget er ændret og alligevel ikke. Vi vokser med mod, bekymring og håbefulde blikke. 

Tiden er inde, sæt bekymringen fri! Lad os leve det liv vi bedst kan li'. 

Et liv med håb og kærlighed. Et liv i troen om, at lyset det varer ved☀️